Anmeldelse: Franz Ferdinand – “The Human Fear”

Lang albumpause har ikke rykket ved de skotske indieheltes sound

Syv år. Syv!! Så længe siden er det, indieheltene i Franz Ferdinand sidst udsendte et album. Det er længe, og denne anmelder er lidt ærgerlig over, at jeg ikke har savnet dem mere. Jeg kan huske, præcis hvor jeg var, da jeg hørte “Take Me Out” for første gang, og i mylderet af 00’er-bands, der hed noget The “Et-eller-andet-cool”+s, var Alex Kapranos og hans hold en stilfuld oase. Men når sidste album fra 2018 nu heller ikke var noget særligt, kunne man blive bekymret over, om skotterne har mistet gnisten?

Denne meget menneskelige frygt kan delvist skydes til hjørne, for dette sjette udspil er solidt. Ikke prangende og på ingen måde nyskabende, men sætter flueben ved cirka alle de krav, man kunne have til et Franz Ferdinand-album.

Åbneren “Audacious” er reelt ikke specielt dristig, men kombinationen af frontmand Kapranos’ smooth vokal, lidt fuzz på guitaren og et break over i et pompøst Beatles-omkvæd gør, at det holder.

På singleforløberen “Hooked” leges der med EDM plus The Faint- og  Soulwax-lydflader, og selvom det lyder lidt bedaget, er det ret charmerende, når Kapranos krukket kræver “Amour, Amour. More Amour”.

Og ellers er det ekkoer af fordums hits, der præger The Human Fear. “Everydaydreamer” starter som “No You Girls”, “Night or Day” og “Bar Lonely” klinger begge af “Darts of Pleasure”, ligesom lukkeren “The Birds” har et snert “Take Me Out”. Det er jo ikke den værste sound, det er bare alle numre, Franz Ferdinand har skrevet mindst en gang før.

Man spidser langt mere ører på de steder, hvor der slås lidt skæve toner an. “Black Eyelashes” har lyden af græsk taverna og mellemøstlig folkedans viklet ind i sofistikeret indiepop. “Tell Me I Should Stay” starter som en klaversonate og svinger sig over 60-croon, inden nummeret folder sig ud i et komplet Beach Boys-omkvæd. Man ryster på hovedet, men det sidder ret meget lige i skabet. Begge numre er med til at løfte albummet, fordi de går alternative veje.

Overordnet er det ikke dårligt på nogen måde. Tværtimod faktisk. Det er bare utrolig forudsigeligt, og det føles lidt ærgerligt for et band der, da de kom frem, virkelig bragte noget nyt og friskt på banen. Gensynsglæden og det høje bundniveau trækker lige den overordnede karakter en tand op.

Kan også læses på gaffa.dk (offentliggjort 13/1 2025)