Anmeldelse: Suede – “Autofiction”

“Råt for usødet fra genopfundne Suede”

Fem mænd i alderen 45-57 beslutter sig for at lave en punkplade. Det lyder ikke som verdens bedste idé, gør det? Det kunne snildt ende som en tåkrummende og forpustet omgang fælles midtlivskrise for Brett Anderson & co?

Heldigvis er Suedes niende album, deres selverklærede punkplade, værdig og veludført. Efter på Night Thoughts og The Blue Hour at have taget en mere dæmpet melankolsk tilgang til musikken, har de på Autofiction en mere rå og pågående sound. En sound der, hvis man oplevede bandet på deres omfangsrige Danmarks-turné tidligere på året, fint rammer den energi og attitude, som Suede stadig leverer live.

Åbneren og førstesinglen “She Still Leads me On”, Brett Andersons rørende sang til sin afdøde mor, bliver leveret med et stærkt drive, guitarist Richard Oakes giver nummeret et solidt Suede signatur-schwung, og der er intet at udsætte på Andersons kokette falset.

“Personality Disorder” og “15 Again” har begge en klang og en stemning, der leder tankerne tilbage til b-siderne på opsamlingen Sci-Fi Lullabies. Brett Anderson snakke-synger messende, guitarstykkerne har en mørk klang, og ikke mindst Simon Gilbert bag trommerne får lov til at hugge igennem. Der er en nøgen råhed på numrene, og det er nemt at forestille sig, hvordan de er opstået spontant i et øvelokale frem for nørklet frem henover måneders hjemmearbejde. Her må man også rose bandets faste samarbejdspartner, producer Ed Buller, der har ladet numrene beholde deres upolerede kant. Lyt bare til råbekoret på “Shadow Self” og bliv overbevist.

“That Boy on the Stage” er, helt passende, Suede fra deres mest teatralske side, og også her giver Gilberts trommer en solid bund, imens Anderson kommanderer “Shut up and hit that metal”. Det overskygges dog af “Black Ice”, albummets perle. På under tre minutter leverer Suede et nummer, der i drama og bid ville passe ind på debuten fra 1993 eller hovedværket Dog Man Star. Guitaren sitrer, rytmesektionen ligger tungt fremme i lydbilledet, og Brett Anderson leverer linjerne ” “We’re on the black ice / with no headlights / and I say take your hands off the wheel / and… let’s go” med sleazy dødsforagt. Det er melodramatisk, dystert og leveret med en smittende overbevisning.

Det hele er selvfølgelig ikke småbeskidt og rocket. “Drive Myself Home” er en smuk tilføjelse til listen af klassiske Suede-ballader som “By the Sea” og “Still Life”. Her bliver piano, træblæsere og strygere rullet ud, og Brett Andersons får lov til at svinge sig helt op. “It’s Always the Quiet Ones” og “What Am I Without You” er også nede i tempo og har en lyd, der ligger noget tættere på de to foregående album. De leder så elegant frem til lukkeren “Turn off Your Brain And Yell”, der, som en mørk krølle på historien, har en slående lighed med Dog Man Star-åbneren “Introducing the Band”, på samme måde som også coveret peger tilbage hertil.

Autofiction er Suedes bedste album siden gendannelsen i 2010. Det er punket på en måde, men jager ikke et ungdommeligt udtryk. Det er sortklædte mænd i en alder, hvor det stadig godt kan gøre ondt i livet, også selvom man er iført jakkesæt og ikke genbrugstøj fra Oxfam. Stærke sange leveret råt og vitalt.

Også at finde på www.gaffa.dk