Anmeldelse: Mumford & Sons – „Rushmere‟
Efter en solid albumpause er Mumford & Sons tilbage. Der har været stille fra folk-rockens revival for solide 15 år siden, og spørgsmålet er, hvor meget verden har savnet mandolin og banjo i deres indierock?
Albummet tager en back-to-basics-tilgang til musikken, som allerede var tydelig på forgængeren Delta. Så på syv (!) år er der reelt ikke sket mere for Mumford & Sons end en halvgrim afsked med guitarist og banjotæmmer Winston Marshall. Hvis man skal finde noget, har bandet taget endnu et skridt i retning af det ukantede.
Åbningsskæringen „Malibu‟ starter ellers fint ud. Marcus Mumford rammer knækket i sin hæse vokal, og nummeret folder sig flot ud med flerstemmigt kor i takt med, at instrumenterne støder til nummeret. Det er en velfungerende start på et album, der desværre ikke rigtig løfter sig.
Titelnummeret lyder som et opkog af den sound, der cementerede bandet i midt-00’erne, men uden samme punch, og „Caroline‟ er lige så ufarlig, som den er radiovenlig. Men når den bærende linje er „I won’t draw the line / Oh Caroline‟, vidner det om smådoven sangskrivning. At bandet så i samme nummer vælger at rime ‚floor‛ på ‚fraud‛ og senere leverer „still a stillness‟ på „Carry On‟, kalder det på, at man godt kunne ønske stærkere og mere poetiske verselinjer fra et band, hvor den spirituelle side af rockmusikken altid har fyldt. Gode takter på „Surrender‟ drukner også i et fladt omkvæd.
Stærkere står „Truth‟, der med blues- og westernklang skiller sig ud med lidt bid og spark, men omgivet af småkedelige føle-numre som „Monochrome‟, „Where It Belongs‟ og „Anchor‟, bliver det aldrig særlig potent eller interessant. Der bliver ikke tilføjet noget til Mumford & Sons‛ bagkatalog, som de ikke allerede har gjort bedre.
Der er for lidt spor af den vilde, rustikke energi, man fandt på de to første Mumford-albums, og ikke engang den højpolerede arenarock fra ærgerligt oversete Wilder Minds er til stede. Rushmere er et godt bud på årets mindst inspirerende tilbagekomst.