Anmeldelse: Manic Street Preachers – “Critical Thinking”

I en tid, hvor man har lyst til at råbe sin frustration ud, er Manic Street Preachers ærgerligt afdæmpede.

En verden i opbrud har brug for kunstnere, der kan sætte ord på usikkerheden, og som tør stå i opposition. Sådan et band har Manic Street Preachers altid været. Fra vrede paroler i de tidlige 90’ere over mere eftertænksomme, men sjældent tandløse, musikalske udfald mod tingenes tilstand. Det er derfor spændende at høre, hvordan den walisiske trio ser på verden anno 2025.

Og de åbner med et brag. Henover et truende riff og New Order’sk synth, tager bassist Nicky Wire ordet. Han lister moderne buzz words up, (net neutrality, smart water, body positivity) og slutter med et „fuck thaaat‟, på noget der lyder som et vredt mash-up af de to 1997-numre, „Everybody’s Free (To Wear Sunscreen)‟ fra Baz Luhrmann og Radioheads „Fitter Happier‟. Det er en brat opvågnen, en pågående sonisk lussing, og ikke kun fordi Nicky Wire er notorisk ude af stand til at levere skønsang.

Det viser sig dog hurtigt, at den kritiske tænkning i markant højere grad er introspektiv på dette femtende album fra Manics. I en verden, hvor et opråb om „critical thinking‟ på alle måder er tiltrængt, har de belæste og ofte engagerede walisere valgt at se indad, fremfor at råbe op.

For efter den bidende åbning falder trioen tilbage til den sound, der også tegnede sidste album, 2021’s „Ultra Vivid Lament”. Specifikt den ABBA-inspirerede vibe. „The Decline And Fall‟ har det changerende klaver som bærende element på et meget klassisk stykke poprock. Ikke dårligt, bare gennemsnitligt, og uden samme overraskelsesmoment som for tre år siden.

„Brushstrokes of Reunion‟ falder i samme rille, omend Sean Moore bag trommerne tilfører lidt vildskab, men det er, som om omkvædet aldrig løfter sig. På „Hiding In Plain Sight‟ forsøger Nicky Wire sig ud i mere klassisk sang, og det er bare ikke nogen god ide. Han tilføjer intet, som forsanger James Dean Bradfield ikke kunne levere i tifold. Vi har at gøre med et tilfælde af et bandmedlem, der reelt ikke bør overlades mikrofonen, som kun overgås af Martin L. Gore i Depeche Mode. At Lana McDonagh er så markant på kor, at hun nærmest fortjener at blive krediteret som deltager i en duet, siger alt.

Der er heldigvis også dæmpede højdepunkter. For selvom man kunne tro at „People Ruin Paintings‟ handlede om den moderne protest med at smide maling efter kunst, er det ikke tilfældet. I stedet bygges videre på bandets „Black Square‟ fra 2014s Futurology album i en melankolsk overvejelse over, hvornår et værk er færdigt. Om dét penselstrøg for meget, der ødelægger et værk. Der er heller ikke meget revolution over „Dear Stephen‟… eller, måske ville det reelt skabe opstandelse, hvis denne udstrakte olivengren til Morrissey fik ham tilbage på et nogenlunde medgørligt spor. Det er nok desværre usandsynligt, men nummeret er charmerende i sin legen med klassiske The Smiths tekster og guitar ala Marr.

„Being Baptised‟ har ikke meget kørende for sig, ud over linjen „Was I being drowned or baptised?‟, „My Brave Friend‟ er en ærgerligt gumpetung ballade, måske dedikeret til Richey Edwards, og „Out of Time Revival‟ lyder som en forglemmelig b-side. Albummet lukkes med den-synth drevne og langsomme „Late Day Peaks‟ og endnu en Nicky Wire snakke-session. Og hvor titelnummeret fungerede, er „OneManMilitia” et markant mindre succesfuldt opkog på klassiske Manics-paroler og linjer.

Eneste reelle højdepunkt på albummets anden halvdel er „Deleted Scenes‟. Linjen „This self-censorship made me weak/Cornered by all this therapy speak‟ fra den notorisk åbenmundede Nicky Wire, står både stærkt og sørgmodigt, henover en melodi, der både levner plads til keyboard, guitar og en fornem præsentation af en James Dean Bradfield, der kan meget mere end bjæffe ordene frem.

Linjen „A Tribute To What Might Have Been‟ er på mange måde Critical Thinking i en nøddeskal. Hvad kunne have været en løftet, knyttet næve og en krigserklæring ender i stedet som et mellemspil. En halv ok-god plade, moden og introspektiv, men en skygge af, hvad det kunne have været.

Kan også læses på gaffa.dk (offentliggjort 25/2 2025)