Anmeldelse: Maxïmo Park, Lille Vega

På det første, og største, hit fra Maxïmo Park, “Apply Some Pressure”, lyder omkvædet blandt andet “Write a review; well, how objective can I be?”. Det lidt følelsen, man står med efter at have oplevet Newcastle-bandet på dansk grund for første gang i 19 år.

For imens det nye store band i den britiske (indie)rockklasse, Fontaines D.C., rykkede KB Hallen rundt, leverede Maxïmo Park i mindre skala en stærk tour rundt i deres efterhånden otte album store bagkatalog. Som frontmand Paul Smith konstaterede, havde de jo ikke været her siden debuten i 2005, så der var nok en sang eller to, som nogen havde glædet sig til at høre live, og så blev det svært ikke at lade sig rive med.

Gennem det hele kom de, med et naturligt fokus på seneste udspil, den efterårsfriske Stream of Life, der udkom for et par måneder siden. Henover “Your Own Worst Enemy” fra i år til “Postcard of a Painting” fra debutalbummet flettede numrene sig fint ind og ud mellem hinanden, og både nyt og gammelt vakte gehør hos det meget blandede publikum, der ikke mindst talte rigtig mange, forestiller jeg mig, lokalboende briter. Med en skramlet version af “My Velocity” og “Books From Boxes” som et par markante højdepunkter på en aften, hvor Paul Smith havde Lille Vega i sin hule hånd.

For lige så dygtige som Maxïmo-medlemmerne Duncan Lloyd og Tom English er på henholdsvis guitar og trommer, lige så begrænset er deres stage presence, og det eneste øjeblik, tour-bassist Andrew Lowther gjorde væsen af sig, var, da han knækkede en streng på førnævnte “Books From Boxes”. Derfor er det virkelig godt for Maxïmo Parks live-dynamik, at Jemma Freese er hentet ind som live keyboard-spiller. Hun tilføjer, udover stærk synth-spil, en mere orgel-klingende dynamik til numre som “Favorite Songs” og “The End Can Be As Good as the Start”, samt kor og med-/modspil til Smith. Således kommer “Dormant ‘Til Explosion” til sin ret, selvom Vanessa Briscoe Hay ikke er til stede, og hun skaber en virkelig god energi til scenen.

Men det er Smith, der fylder. Hele Lille Vega. Med sin gode vokal og charmerende snak mellem numrene. Fra jokes om, hvordan Maximo Park-merchandise naturligvis var undtaget “Stream of Life”-nummerets budskab om at undgå at fylde sit liv med unødvendigheder til en overraskende dedikation af “Armchair View” til Tove Ditlevsen, som Smith beskrev som en af sine yndlingsforfattere.

Og, hvis man skal blive i litteraturen, så kan det godt være, at Paul Smith jokede lidt med sin alder, men der er noget helt Dorian Gray’sk over frontmanden, der med intense gestikuleren og animerede sceneoptræden ikke ser ud til at være ældet mange dage de seneste 20 år. Så selvom det kun blev til et enkelt af Smiths ikoniske høje benspjæt, manglede der på ingen måder energi fra Maxïmos altoverskyggende fokuspunkt.

Personligt havde jeg gerne hørt mere fra bandets forrige album, Nature Always Win, men sådan vil det jo altid være, når solidt bagkatalog møder et rum fyldt med dedikerede fans.

Og med en runde encores, der, fordi der blev råbt så høfligt fra publikum, blev udvidet fra tre til fire nume, som talte både den snart 20 år gamle “Nosebleed”, en suveræn udgave af “Leave This Island” og energiudladningen “Grafitti”, er det svært at være rigtig utilfreds.

Så for at vende tilbage til “Apply Some Pressure”, så starter hittet med linjen “You know that I would love to see you next year”, og det var den fornemmelse, man stod med efter koncerten. Lad der ikke gå 19 år igen, Maxïmo.

https://gaffa.dk/anmeldelser/2024/november/koncerter/maximo-park-lille-vega-091124/ (Offentliggjort på gaffa.dk den 10/11 2024)