Anmeldelse: The Awesome Welles – “Secular Age”
Mørkt og mesterligt. Endnu engang har ventetiden været det hele værd.
På begge de to foregående album fra The Awesome Welles har der været en spirituel tone. Store, mørke følelser, tacklet med en næsten en gammeltestamentlig fandenivoldskhed og patos med tydelige tråde til frontmand Adam Allens baggrund i teologi. En religiøs tone, der også forplantede sig til coverarten på 2019’s monumentale River’s Edge, der havde en opstigende engel i centrum.
Og igen har The Awesome Welles ladet vente på sig. Små fire år denne gang. Taget tilløb til endnu en genfødsel? Men hvad betyder titlens reference til den sekulære tidsalder? Er det et mere verdsligt Welles, der, endelig, er tilbage?
Nej. Heldigvis ikke. The Awesome Welles er stadig et band, der spiller med store følelser uden på tøjet og ikke dæmper deres musikalske armbevægelser. Allerede på albummets fjerde nummer, “Seven Wonders”, tilføjer de et schwung, der er en albumlukker værdig.
Der er dog en anden klang over bandet, der siden sidste album er skåret ned til en duo. Ånden er mere tidløs og eviggyldig. Lidt lysere. Inspiration er i højere grad end tidligere fundet i klassisk amerikansk heartland-rock, a la Springsteen og Tom Petty. Guitarerne får lige lidt ekstra luft, og loftet hæves på numre som “You Destroyed Me” og “The End of Your Street”. Her får Jeppe Bremann også mulighed for at cementere, hvor dygtig trommeslager han er, og i hvor høj grad han tilfører numrene en ekstra og tight dimension. Det samme kan man sige om Kellermenschs Sebastian Wolff, der igen har produceret med finesse og en god fornemmelse for at levere en dyster og sørgmodig stemning, uden at det på nogen måde bliver trivielt eller klynkende.
“Running Out of Time” har et insisterende tempo og driver af melankoli, når Adam Allan glammer “Well, everything breaks / just give it time”. Og alligevel får nummeret en opløftende lethed, når der lige før broen sniger sig et entusiastisk “Whooo” ind i baggrunden. Det har lidt den samme panache, man finder hos amerikanske The Killers, og det fungerer virkelig godt.
Siden sidste udspil fra The Awesome Welles er denne anmelder faldet pladask for amerikanske Manchester Orchestra, og det er derfor skønt at høre et stil- og stemningsfællesskab over Atlanten på den smukke “Easy Street”. Sammen med det fremragende titelnummer følger de albummet til dørs på fineste vis. At kunne aflevere linjer som “I’ve got a spiritual cancer/ And it feels like the terminal stage”, sætter Allan i en særlig klasse. For nok hviler der et mørke over Secular Age, i en uforløst jagt på mening og forståelse af verden og vilkår, men der er både håb og lys i denne stærke og utrolig velspillede genkomst af et album.
Kan også læses på gaffa.dk (offentliggjort 13/2 2023)